Chief Operating Officer

- ledelse og drift af flere funktionsområder og ansvar for nye projekter

Er du motiveret for en nyoprettet stilling som COO i en teknologivirksomhed i vækst? Trives du i rollen med flere ansvarsområder med direkte reference til CEO? Og er du parat til ansvaret for planlægning, implementering og forankring af forretningsunderstøttende IT-systemer?

Til en nyoprettet stilling søger vi for vores kunde, DSE Test Solutions i Horsens, en strategisk og kommunikationsstærk Chief Operating Officer. En COO, der med forretningsfokus bliver ansvarlig for virksomhedens økonomi, IT, HR, indkøb/logistik og projektressourcer. Du indgår i rollen helt naturligt i et tæt samarbejde med virksomhedens CEO og organisationens erfarne og kompetente medarbejdere samt forskellige eksterne partnere.

For at opnå succes i jobbet er du i stand til netop at aflaste virksomhedens CEO inden for ovennævnte ansvarsområder. Du vil ved aktuelt konkrete projekter komme til at assistere projektledere i forhold til procesoptimering gennem implementering af effektive systemværktøjer, ligesom du får ansvar for at udarbejde kravspecifikation, implementere og forankre et nyt ERP-system inden udgangen af 2025. 

Dine hovedarbejdsopgaver vil omfatte: 

  • Assistance til forretningen vedrørende sikring af løbende fakturering samt for- og efterkalkulation på projekter
  • Økonomistyring, herunder revisorkontakt i samarbejde med CEO
  • HR-ansvarlig - sikring af velstrukturerede processer og målinger samt praktisk gennemførsel og facilitering af rekruttering, MUS, trivselsmålinger, APV og lønforhand-linger
  • IT-ansvar, herunder forretningsunderstøttende systemer, IT-sikkerhed, IT-infrastruktur og alarmsystem
  • Ledelse og koordinering af ingeniør- og teknikerressourcer
  • Daglig drift af indkøb og logistik   
  • ESG-rapportering og rapportering til offentlige myndigheder som bl.a. Danmarks statistik, WEEE indberetninger mv.
  • Udarbejdelse af rapporteringspakker til CEO og bestyrelse
  • Udvælgelse af ERP-løsningsleverandør med efterfølgende projektstyring, implementering og forankring af ny løsning

Virksomheden tilbyder dig:
Du bliver en del af en dedikeret og ambitiøs vækstvirksomhed, som har fuld fokus på udvikling og implementering af avancerede testløsninger og måleinstrumenter, der støtter op om den grønne omstilling. Du får store faglige og personlige udviklingsmuligheder i en teknologidrevet virksomhed med en flad organisations-struktur, som præges af en uformel omgangstone. Du tilbydes naturligvis en konkurrencedygtig lønpakke, der modsvarer dine kvalifikationer.

Forventninger til dig 

  • Du har en ingeniøruddannelse inden for elektronik, El eller IT, som sandsynligvis er overbygget med en kommerciel efteruddannelse
  • Minimum 10 års erhvervserfaring fra enten mindre og/eller mellemstore internationalt orienterede B-t-B virksomheder
  • Du har minimum tre års ledererfaring og erfaring fra en rolle med ansvar for flere funktionsområder 
  • Solide kompetencer inden for økonomi, IT og HR
  • Praktisk erfaring med identifikation og optimering af arbejdsgange og processer i en projektvirksomhed

Du sigter højt, når det gælder medarbejdertrivsel og medarbejderudvikling. Som person er du strategisk tænkende med en forretningsorienteret tilgang, der gør dig i stand til hurtigt at sætte dig ind i nye problemstillinger. Du har en god gennemslagskraft og er kommunikativt kompetent, samtidig med, at du er operativ og praktisk orienteret. Du motiveres af at påtage dig ansvar for flere funktionsområder samt at optimere og effektivisere.

Vi forventer, at du har bopæl således, at din transporttid til virksomhedens kontor i Horsens maksimum udgør 60 minutter.

Om virksomheden
Vores kunde DSE Test Solutions A/S er en eksportorienteret teknologivirksomhed med 35 medarbejdere. Virksomheden har været i sit marked i mere end 30 år, og er ISO certificeret. Virksomheden udvikler en række specialløsninger inden for sine nicher, som er måleinstrumenter og automatiseret test. Løsningerne indeholder typisk en kombination af elektronik, software og mekanik, og udvikles i tæt samarbejde med kunder og universiteter. Kundeporteføljen tæller en lang række store kendte virksomheder.

Læs mere om virksomheden

Tiltrædelse:
1. juni 2024 eller efter nærmere aftale.

Ansøgning:
Vi vurderer løbende kvalificerede ansøgninger til stillingen, hvorfor vi opfordrer dig til at fremsende din ansøgning snarest muligt.

Yderligere information om stillingen:
Du er meget velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Jens Peter Holm  på jph@cruitconsult.dk for yderligere information.